Og hvorfor vidste jeg ikke selv noget?
Jeg er igang med et projekt, jeg kalder "Coming out stories by my friends"
Det handler i bund og grund om at mine kære homo venner, deler deres historie om hvordan det hele startede.
I første omgang er det J, der har været så sød at dele sin historie. Alt hvad der bliver skrevet herunder er J's egne ord!
For 8 år siden sprang jeg ud som lesbisk. Hvis du spørger mig er der en verden til forskel for hvordan mennesker så på det den gang og hvordan de ser på det nu.
Jeg er en af de "heldige" der aldrig er løbet ind i noget negativ som sådan.
Jeg var 17 år gammel, da denne her tøs blev forelsket i mig og jeg i hende. Jeg havde aldrig tænkt tanken at jeg var lesbisk, hvilket senere skulle vise sig, at jeg åbenbart var den eneste der ikke havde..
Jeg havde det første stykke tid svært ved, at acceptere at jeg var blevet forelsket i en pige. Jeg tror egentlig mest det havde noget at gøre med, at det var fuldstændig ukendt for mig. Jeg havde aldrig nogensinde kendt en homo og havde svært ved at forholde mig til det.
Når jeg siger det er 8 år siden jeg sprang ud, så ved jeg ikke helt om det passer. Hvornår er man egentlig sprunget ud? Det er jo ikke sådan at jeg har kigget på uret og datoen og tænkt i dag kl. 16:30 springer jeg ud. Det kom stille og roligt. Til at starte med, var det kun meget få mennesker der fik noget afvide. Det var et par tætte venner og en nær slægtning. Sådan var det faktisk i lang tid. Jeg holdte det indenfor et minimum af folk der kendte til det. Resten af omverdenen så mig og hende tøsen som veninder.
Jeg ved ikke rigtig om grunden var, at jeg skammede mig over det. Tror faktisk den mest reelle grund var, at jeg var bange for mine forældres reaktion og bange for at de ville skærer hånden af mig.
Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for, at mine forældre ikke fandt ud af noget. Hende tøsen og jeg flyttede sammen, men det var i en lejlighed, med hvert vores værelse, det hele skulle jo passe ind i "vi er bare veninder".
Når jeg ser tilbage, kan jeg kun ryste på hovedet over mig selv. Jeg skulle bare have lagt kortene på bordet til at starte med, i stedet for at trække pinen længere ud end nødvendigt.
Der gik over et år fra jeg blev kæreste med den her tøs, til mine forældre fik af vide vi var kærester. Min far reagerede meget som forventet, hans kommentar var "jeg vidste du havde arvet mine gener, du er til piger ligesom mig", tja det må man jo sige var en meget god reaktion. Min mor havde sværere ved det. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, det eneste hun fik fremstammet var "jamen din far og jeg havde snakket om det, men jeg kan godt mærke at jeg ikke er helt forberedt på det".
Min mors og mit forhold var ret anstrengende i nogle måneder, men hun tøede stille og roligt op. Min far accepterede det fra day one, min mor respekterede det, men den dag i dag, tror jeg stadig ikke hun rigtig acceptere det. Jeg ved hun aldrig kunne finde på at sige til mig, at jeg skulle være sammen med en mand. Hun vil bare gerne have jeg er glad.
Som tiden gik og jeg fik fortalt flere og flere, at hende her tøsen og jeg faktisk var kærester, gik det op for mig at jeg åbenbart var det eneste menneske, der ikke vidste jeg var lesbisk. Mange smilede bare og sagde "det har vi da ventet i mange år på at du ville komme og sige". Et eller andet sted gjorde det bare tingene så meget lettere, men det fik mig også til at tænke over, hvorfor jeg var den eneste der ikke vidste det!! Og det spørgsmål har jeg faktisk først fundet et svar på inden for de sidste par år.
Til at starte med sagde jeg, at hvis hende tøsen og jeg nogensinde gik fra hinanden, så ville jeg aldrig være sammen med en pige igen. Nu er jeg blevet en del klogere. Jeg tror bare det var min måde at sige til mig selv, at det bare var en fase jeg skulle igennem i mit liv. Men som årene er gået, er det gået mere og mere op for, at jeg faktisk er helt og aldeles lesbisk. Jeg kan ikke forstille mig at skulle være sammen med en mand.
Jeg var sammen med hende tøsen i mange år, lidt mere end 7 år. Var igennem alt ræset fra at få en dejlig dreng, til at blive gift, have verdens korteste ægteskab på 4 måneder og 10 dage og nu er jeg skilt!! For første gang i mig liv, er jeg single og fri!!
Nu er det så at for første gang i mit liv, er jeg trådt ind i den her lebbe verden. Har holdt mig på afstand hele tiden. Ikke fordi jeg ikke ville være en del af den, men jeg har ikke som sådan haft behov for det. Men nu hvor jeg er single og tænker at jeg ikke har tænkt mig at dø sådan, så må jeg jo trække vejret og springe på hovedet ind i det, hvilket jeg skal love for nærmere blev en maveplasker. Hold nu kæft en verden fuld af drama!!
For det første, den dag det blev offentlig gjort (i disse moderne tider på facebook) at jeg var single, blev jeg bestormet af kærlighedserklæringer, alle sammen fra mennesker jeg har kendt i mange år. Det fik mig nærmest til at gå i sort af chok. For det første fordi jeg synes det var alt for mærkeligt, for det andet fordi jeg aldrig har tænkt tanken, om at skulle være sammen med en eneste af dem, hvilket jeg heller aldrig kommer til. Jeg har også konstateret at det der med Jomfru-lebber, det gider jeg sgu helst heller ikke at ligge og rode rundt med mere. Nej den næste jeg skal have, skal være en der er sprunget ud og har noget erfaring. Jeg har ikke lyst til at "oplære" flere tøser og det ræs med at skal springe ud osv. videre, vil jeg gerne lidt på afstand af. Jeg vil altid stå og støtte en veninde der springer ud, men det at være den ene part af det, det har jeg ligesom overstået.
Angående hvad der gjorde at jeg ændrede holdning til, at jeg kun skulle være sammen med denne ene tøs og det med at folk bare havde ventet på jeg selv ville springe ud.
De senere år og jo ældre jeg er blevet, har jeg set tilbage på mit liv og faktisk fundet ud af at jeg altid har være fascineret af kvinder. Og det startede faktisk allerede da jeg var ganske lille i 1. - 2. Klasse, jeg tror
når jeg kigger tilbage, at det var første gang jeg var forelsket i en pige. Senere fik jeg totalt crush over de danske håndbold piger, da de blev Europa eller verdensmestre omkring 2000. Det gået op for mig at det faktisk aldrig har været fyrer jeg har kigget efter, det har altid været piger hvor jeg har tænkt "hold da kæft hun er lækker hende der". Alt sammen ting der stille og roligt er gået op for mig med årene. Jeg er sgu bare lebbe helt ind i hjertet og jeg er stolt af det.
Så her står jeg, single og for første gang i mit liv på score togt og hold nu kæft jeg stinker til det. Jeg kan få alle andre piger end hende jeg faktisk kan se en fremtid med, til at falde for mig uden at gøre noget som helst. Har fået kamp til stregen, men tror på det nok skal lykkes en dag, ellers kan jeg jo lige så godt opgive nu!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar