Coming out story by ..

A special one!

Jeg er så heldig at have endnu en 

"Coming out stories by my friends" klar til Jer. 

Må forresten heller lige fortælle omkring ideen bag de her historier. Jeg vil egentlig bare gerne vise Jer læsere, hvordan det i virkeligheden er at springe ud. Og hvor forskelligt det er fra person til person. Hvordan mine venner har oplevet det og hvad de synes har været godt/skidt ved det. Håber i kan lide ideen ihvertfald. 

Denne gang er det R, der har været så sød at dele sin historie. Alt hvad der bliver skrevet herunder er R's egne ord!

Jeg har igennem hele mit liv, fra jeg var 12 og indtil for 2 ½ år siden, været en pige, der konstant har haft en kæreste eller en flamme. Alle sammen har været fyre, og af en eller anden mærkelig grund, har det altid været mænd, der har haft et særpræg af den ene eller den anden art. Aldrig har jeg været sammen med en fyr, der har været ”plain”. Når jeg tænker over det, har det været en form for bekræftelse. Bekræftelse på, at jeg selv ikke var/er så mærkelig endda! På denne måde var det ikke mig, der var særlig eller anderledes end mængden, men derimod min kæreste.

Jeg har altid følt mig anderledes. Det startede i SFO`en, når der skulle leges far, mor og børn (ja jeg ved det er en kliché, men sådan var det). Jeg ville altid være faren, der skulle gøre moren gravid. Gad vide hvor det kom fra? Det ved jeg nu! ;)

Jeg er lesbisk, og har altid været det!

Første gang det gik op for mig, at min tiltrækning til kvinder er større end til mænd var i 7. Klasse, hvor jeg begyndte at kigge mere på pigerne end drengene. Kvindekroppen fascinerede mig og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at kigge!

Dette tænkte jeg ikke videre over, og jeg gemte mig bag mine forhold med de ”særlige” mænd, indtil jeg startede på universitetet. Jeg havde lige afsluttet et forhold med en fyr og kunne mærke en nysgerrighed efter de her piger. Denne nysgerrighed blev bare større og større. Derfor oprettede jeg en profil på BF og lærte en pige at kende og var sammen med hende kortvarigt. Det var ret underligt og akavet for mig, men jeg fik bekræftet at jeg helt bestemt var til piger, da jeg kunne mærke denne her gnist i mig, der bare voksede sig større og større.

Efter denne kortvarige flamme med hende her pigen, fik jeg blod på tanden. Jeg tog med en veninde i byen, og her stod hun. En korthåret pige, som tiltrak min opmærksomhed. Dum og uerfaren som jeg var, fik jeg lige skubbet hende lidt, på vej ud af diskoteket og fik et øjebliks øjenkontakt med hende. Dagen efter skriver hun til mig på BF og vi ender med at være i et forhold i 2 år.

I løbet af disse 2 år springer jeg ud for mine venner og min familie. Først min veninde L, som tager det fint og siger, at jeg bare skulle have sagt det noget før, da hun kunne se, at det havde gjort ondt, at gå med det selv.

Så min anden veninde J, der siger at det var okay at følge sit hjerte, men at hun ikke mente, at hun kunne stå inde for at være min veninde længere, da hun mente, at vi var alt for langt fra hinanden rent personlighedsmæssigt og at hun ikke kunne kende mig længere.

Begge ”veninder” snakker jeg ikke med den dag i dag.

Jeg har i forvejen aldrig væltet mig i veninder, så det har givet nogle ar på sjælen, at blive valgt fra pga. min seksualitet på den måde, som de begge to indirekte har gjort.

Min daværende kæreste presser på mht. at jeg skulle fortælle det til min familie. Jeg udsat det gang på gang, indtil jeg fik taget mig sammen.

Første offer i familien var min elskede storebror. Jeg inviterede ham ind på aftensmad og søskende- hygge og fortalte, at der var noget vi skulle snakke om. Der blev pludselig en stille stund i sofaen og min bror spurgte” hvad var det, du ville snakke om?”. Jeg fik en klump i halsen og tårerne væltede frem. Jeg fik fremstammet at ” jeg var blevet kærester med en pige”. Derefter sagde min bror- sej som han er:” det skulle du da bare have sagt søster, det er der altså ikke noget galt i, min veninde Therese er også lesbisk, det er altså helt okay!”. Jeg kunne se han var i chok, men alligevel tog han det fint og han har accepteret det fuldt ud.

Næste skridt var mine kære forældre. Jeg lavede samme nummer med aftensmad og forældre- datter- hygge. Efter desserten sagde jeg til mine forældre, at der er noget jeg skulle fortælle dem. Jeg begyndte at græde uhæmmet. Og min mor spurgte” kan det mon være du har fået en kæreste?” hvortil jeg svarede et stille ja og græd endnu voldsommere. Min far spurgte ” hvad hedder han?”. Jeg holdt min gråd tilbage og kiggede begge mine forældre dybt i øjnene, og min svar kunne ikke komme ud. Min mor sagde pludseligt ” eller hvad hedder HUN?” Jeg fortalte hvad hun hed og min mor svarede dertil, at hun godt havde tænkt over det, for hun kunne se på Facebook, at der havde været nogle ret kærlige beskeder på min væg fra hende her pigen.

Min far svarede nærmest helt glad” du kan bare godt li` kvinder ligesom din far” og min mor svarede ” det er helt okay, det skulle du bare have sagt til os”.

Begge mine forældre tog fra min lejlighed med et smil på læben og et langt farvel- knus.

Dagen efter kom jeg til at se på min telefon, og så at mine forældre havde haft ringet utallige gange, og min far havde skrevet en sms hvori der stod, at min mor ikke havde sovet om natten, fordi hun havde lagt og tænkt over hvordan det kunne være jeg var lesbisk og hvordan hun dog skulle få det sagt til resten af familien.

Jeg ringede med det samme og snakkede med en grædende mor i flere timer, hvor jeg forklarede hende mine inderste følelser og at det at være lesbisk IKKE er et valg. Min mor sagde en masse ting under denne samtale, som jeg altid vil huske og altid vil være de ting, som har ramt aller hårdest i forbindelse med at springe ud.

Vi fik begge hjælp til at komme videre og min mor nåede frem til, at hendes reaktion bar præg af hendes egen opdragelse ” alt skal se godt ud, udefra” og hun fik derefter min far til at ringe til samtlige familiemedlemmer for at sige at ”vores datter altså er lesbisk”.

Nu jeg tænker over det, burde det have været min egen beslutning, hvem der skulle vide det og i hvilket tempo jeg SELV skulle fortælle det i. Men dengang blev jeg lettet over, at det var overstået og at alle nu vidste det.

Det har taget mig langt tid, at acceptere mig selv som ”anderledes”. Det er et begreb jeg har flygtet fra hele mit liv, men endelig er jeg kommet dertil, hvor jeg er stolt af mit særpræg og ikke mindst mig selv og de ting jeg har udrettet trods denne her modgang.

Nu sidder jeg her: klar til at åbne op for kærligheden og nyde mit lesbiske liv.