Det skal fejres

Hvem magter så lige det?

Idag er det præcis fire mdr. og fire dage siden jeg blev single! Det skal fejres og det bliver med en gang sygdom .. WUHU - ja sikke en fest!

Nå, men de sidste par mdr. har været lidt af en prøvelse. Alle mine følelser har været i spil og det har givet mig nogle super fede og nogle knapt så fede oplevelser. Dog ville jeg ikke være foruden en eneste af dem. 

Og som Kelly Clarkson synger "what doesn't kill you makes you stronger". 

Efter jeg er blevet single har jeg brugt meget tid på at finde ud af hvad "jeg" vil. For efter et par år i "vi" er jeg blevet lidt i tvivl om hvad der var vores tanker og hvad der var mine egne. 

Én ting har jeg helt sikkert har fundet ud af, er at jeg ikke skal have så travlt. Jeg har fx. altid gerne ville være gift og have børn inden jeg var 25 år, men de drømme ser ud til at være skudt lidt længere væk .. Så nu går jeg efter 26 år! Hæ hæ hæ - ej det var sådan en lille fredag sjover ;D

Men efter jeg er blevet single, er jeg også begyndt at date en smule. Det er satme noget af en omgang! Jeg er en rigtig nordjyde og meget ærlig. Som min søde roomie M sagde igår; "hvis ikke man vil ha' et ærligt svar, så skal man lad vær med at spørger dig". Men det skal man hvis ikke i den her dating jungle. Man skal ihvertfald ikke fortælle præcis hvad man føler eller hvad man har af bagtanker. Nej det virker som om det er bedst hvis man lige holder lidt igen og gør det hele en smule indviklet. 

Efter min kone, har der været et par kvinder i mit liv. Faktisk så var det en pige jeg troede kunne være noget for mig, det viste sig bare at hun ikke var helt så seriøs som jeg. Noget jeg har lært af at date er at alder virkelig bare er et tal! Man kan sagtens være 20 år og voksen, men man kan også være 30 år og barnlig. 

Nu står jeg her midt i junglen og tænker "magter jeg virkelig det?" og "Gider jeg blive såret igen?" Lige når jeg tænker over det så er svaret klart nej! Men efter nogle overvejelser så kan en romantiker som jeg jo heller ikke undvære kærligheden. 

Så jeg forsætter min jagt i junglen fyldt med giftige slanger og håber "the one" falder ned fra et træ lige foran snotten på mig. Det ville være smækker lækkert!

Rigtig god fredag til alle jer single ladies ;D

Onsdag i homohytten

 Noget helt særligt .. 

Igår da jeg kommer hjem fra arbejdet, var hovedet fyldt. M og jeg var begge overtrætte og hang på sofaen med hver sin computer, mens aftensmaden stod i ovnen.

En halv syg og en ADHD'er der begge er overtrætte. Det var ligesom bare dømt til at gå galt. Især da jeg flår den første mokaï(Mó) ud af køleskabet. M (som den gode veninde hun er) støttede selvfølgelig op omkring ideen og da hun er en af de seje lebber, fik hun da lige en øl med. 

Herfra går det voldsomt ned af bakke for os. Eller vi fik det sådan set bare sjovere og sjovere. Vi brugte det meste af aftenen ude på vores trappen og så solen gå ned, mens der røg et par stykker mere ned. Humøret var i top og vi grinte som aldrig før! 

På et tidspunkt sker der noget mærkeligt! Ingen af os (mest mig) kunne rigtig få sagt det vi gerne vil. Det kommer ligesom bare ud på en forkert måde! Efter et par mó/grønne Tuborg virker det som en god idé at skrive de sjove sætninger ned. De kommer her, dog taget helt ud af sammenhæng;

"Det skal jo bare i for at give smag, det skal jo ikke smage af noget"

"Prøv at luft hunden, den dufter af mandler"

"Du må ikke slik på hunden" 

- "Marcipan er altså lavet af mandler" 

- " Nå er det?!" .. "Jeg har jo ikke spist en hel rulle til jul"

"Jeg har fået hedeslag" 

"Du har en sort en der .. Må jeg se den?"

"Den hænger fast i mine tænder, prøv lige at se .. Tag den ud!"

"Der er kun én ting at vælge imellem .. Hårdt eller brutalt"

"Den gik helt ned af øjenbrynene" 

- "Jeg har tabt mit flo"

- "Jeg troede ellers det var dig, de kaldte Flo Rida"

"Ej du har en mentos mellem tæerne"

"Den har min moster på rapturus"

"Ej hvem er Poul krans?"

- "Hvem skriver du til?" 

- "Facebook!"

"Du har store løg! Du bliver kvalt i dine store løg!"

"Kan du stave?" - "For jeg kan ikke"

 .. "Kan du ikke skrive noget grimt?"

"Nu går festen snart i seng og det er ike dine bukser jeg mener"

- "Må jeg låne tæppet?"

- "Du kan væve et tæppe selv!"

- "Ud af dit fishår?!"

- "Det ligger ude i risten.."

Ja .. Det var en super fantastisk aften! Udover disse "skønne" kommentarer, blev det også til et par gode opslag på facebook og ikke mindst videoer som også gik udover instagram. 

Selvom M og jeg var helt alene med lille Foxy, fik vi holdt os en kanon "fest". 

Hverken M eller jeg er ikke typen der fester hver weekend, men igår fik den da en på hatten! Ikke fordi vi var super fulde, men humøret var bare perfekt. 

Jeg tror i aftes var et godt symbol på vores venskab! Vi bor, vi spiser, vi griner og vi græder sammen.  

M er bare noget helt særligt! 

Som jeg sagde til M igår, kan jeg næsten ikke forestille mig ikke at skulle se hende hverdag eller hvis vi ikke skulle bo sammen. Allerede nu får jeg en klup i halsen bare vi tanken, men jeg ved også at vores venskab er for evigt no matter what!

Story by the best girl in the world

Er jeg bare sød ved hende eller er jeg vild med hende?

Min skønne roomie M har også valgt at dele sin historie! Det sjove er faktisk at jeg ikke kendte den, før hun sendte den til mig på mail idag. Men her kommer "coming out stories by my friend" af M. Og som altid, er det egne ord der er brugt.

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte eller slutte.. Egentlig startede det ikke rigtig et sted og det er bestemt ikke slut endnu. Jeg var ca. 13-14 år da jeg skrev med en pige på arto, ja det er så længe siden. 

Dengang troede jeg bare, at vi var søde overfor hinanden som man er det i den alder, men okay hvis jeg ser tilbage var det nok flirt. Sjovt nok boede vi i samme by og vi valgte at mødes. Vi havde det sjovt, hang ud og blev glade for hinanden. Der var det problem, at hun havde en kæreste – en fyr og at jeg var meget forvirret. Vi blev kærester og oplevede mange ting sammen. Dog var jeg ”ude” et år før hende, så vi var bare ”veninder” og det var en hård periode. Vi var sammen i næsten 4 år, alle mine teenager år.

Jeg sprang ud på en meget underlig måde. Efter 2 år hvor jeg var i forhold med pigen der er nævnt ovenfor, var jeg oppe at spise ved min mormor med min mor og søster. Der kommer en dokumentar med lesbiske og jeg siger til min mor ”Den vil jeg gerne lige se” og min mor tilføjer hurtigt ”Du har meget stor interesse for det med lesbiske, er du lesbisk skat” og jeg tilføjer hurtigt ”NEJ!” og lige efter ”Jo, jeg er kærester med (..)” og min mor smiler og siger ”Det ved jeg godt skat, jeg har bare ventet på at du sagde det. Jeg har aldrig været i tvivl” aldrig har jeg været så irriteret og glad på samme tid. Glad fordi jeg var lettet og irriteret fordi jeg havde haft en kamp med mig selv om, hvorledes jeg skulle få det sagt og så havde hun aldrig nævnt noget. 


Da jeg sprang ud for min far var det også underligt. Vi sad og spiste og jeg skal til at tage min gaffel i munden, men vælger at ligge den, kigge min far i øjnene og sige ”Far! Jeg er kærester med (…)”. Han smiler og siger ”Hvis du er glad skat, så er jeg også” og så var det det. Jeg kigger på ham og siger ”Var det det?” og han siger ”Ja, jeg har snakket med din mor” okaaaaaaaaaaaaaay.. Så var den ude.


Familien? Der blev det igen underligt. Jeg holder 17 eller 18 års fødselsdag og pigen jeg nævnte før er med, vi er gået op på mit værelse og da jeg kommer ned sidder hele familien og smiler samt kigger op på mig, som om de forventer jeg siger noget. Jeg kigger forvirret rundt og fanger min mors blik, hun rejser sig og hvisker ”Jeg har lige fortalt dem, at I er kærester” godt så.. Der stod jeg. Igen lettet, men ret rundt på gulvet. 


Veninderne.. Det er en helt anden sag, de nærmeste fik det at vide og de blev ved min side. Ellers tror jeg bare at resten gik som rygter og pludselig var det ikke let at komme fra en lille by, men ingen smuttede – alle var helt cool med det. Måske også fordi min daværende kæreste og jeg konstant var sammen og brugte alt vores tid sammen, så de havde nok gættet det. 


MEN alt i alt så tog både familie og venner det super godt og jeg har kun oplevet positive ting, intet negativt. Tvært imod synes mange drenge nu at jeg er guld at have i vennekredsen, da vi har samme interesse og problemer. 


Efter forholdet på næsten 4 år der gik i stykker, mødte jeg en anden pige. Vi var sammen i næsten tre år med hus, forlovelse og to hunde, men det gider jeg ikke at komme ind på, da vi ingen kontakt har den dag i dag. Nu sidder jeg i en lækker lejlighed med min roomie – som også er lesbisk. Vi har overtaget en lille hund, jeg har igen kontakt med min eks der er nævnt øverst og jeg har den bedste sommer i mit liv. 


Livet er fantastisk.. Faktisk er livet hvad du gør det til.

Det hele startede med ..

Vær sød ikke at sige noget til min far!

Så er Endnu en "Coming out stories by my friends" klar. Denne gang er det ES der skriver med sine egne ord. 

Jeg vælger at starte min historie ved dagen hvor det gik op for mig, at jeg nok var lesbisk…

Juni 2005

Min far havde mødt H, efter noget nær 15 år alene. H flytter ind efter 6 mdr, og pludselig er der en masse ting der forandres. Gardiner skal op og hænge, der kommer vildt mange møbler til huset og jeg får en sted-lillebror der overtager mit værelse. Needless to say; jeg var en smule overvældet. Anyway; gardiner til mit nye værelse skal naturligvis købes i JYSK – og bedst som jeg står og er teenager-fornærmet, så smiler stofekspedienten til mig. Holy sweet mother hvor skete der mange ting på én gang: svedige hænder, bløde knæ, røde kinder, et let smil og lige en kende forfjamsket. Tankerne fløj rundt: ”Kunne det virkelig passe?? Er det bare noget jeg bilder mig ind? Måske er det bare fordi jeg har brug for omsorg..” På vej hjem fra JYSK den dag, snakker de gamle om den klamme bøsse der betjente dem i sidste uge – og at homoseksuelle bare lægger an på alle…

I lang tid gik jeg og murede over det hele. Samtidig med, at jeg prøvede at kysse med mænd, hvilket dog gav mig kvalme, i bogstaveligste forstand. Og hende der lærerinde J der, hun var da egentlig lidt sød…

Og hvordan var jeg egentlig blevet LESBISK? Var det fordi jeg var vokset op med min far? Var det fordi jeg havde lært at kigge efter damer til ham? Var det fordi jeg grundlæggende ikke stolede på mænd? Var jeg bare bange for sex med mænd, om det gjort ondt?! Spørgsmålene var mange og svarene få..

September 2005

En tur til KBH med HF – jeg var så syg, så syg.. Kvalme, opkast, mareridt – når jeg ser tilbage var jeg ikke fysisk syg – jeg kæmpede bare imod noget, der ikke kunne stoppes. Den sidste nat drømte jeg om lærerinde J, hendes ord var noget i stil med: ”Giv slip E, vær den du er” – Den morgen da jeg vågnede erkendte jeg, at jeg var lesbisk. Det var en lettelse uden lige, men også utrolig skræmmende. Hele min verden skulle vendes totalt på hovedet, alle mine drømme skulle revideres. Jeg skulle ikke stå ved alteret i en kjole med en mand – hvilket glædede mig usigelig meget (jeg HADER kjoler). Pludselig virkede sex og kærlighed ikke så skræmmende, men faktisk ret dejligt.

Stille og roligt fortalte jeg folk det, mine nærmeste venner og familie først. Og siden hen; alle.. Dog med den betingelse, at de lovede ikke at sige noget til min far og H. Det tog 6 år og en aftens heftig druk, før jeg tog mig sammen og sendte dem en email; Min fars respons var: ”Nåh… Fik du egentlig jobbet på LEGO?”

Den respons jeg modtog oftest var: ”Fedt nok, så kan vi se på damer sammen” fra hankøn og ”fedt, så kan vi snave i byen” fra pigerne….

I dag er det ingen hemmelighed. Jeg fortæller det ikke bare for at fortælle det, men kommer snakken dertil, så er det lige så naturligt for mig, som at tage strømper på.