søndag den 8. september 2013

At møde min familie

Kan blive en farlig omgang ..

Igår aftes skulle min familie have fornøjelsen af at møde SM. Jeg både frygtede og glædet mig til det skulle ske. Jeg var bange for at det skulle ende i en kedelig aften hvor ingen sagde noget, men jeg vidste også at det nok ikke ville ske. 

SM og jeg blev hentet af min bror og hans søde kæreste K, lidt inden vi skulle til middag hos min mor. Så vi kunne mødes over nogle hyggelige spil. Efter SM og jeg havde tabt i både bordfodbold og pool, gik turen hjem til min mor.

Da vi træder indenfor døren, bliver vi mødt af en lækker duft af bøf, hvidløg, brød, broccoli og meget andet. Efter lidt snak i stuen, bliver vi kaldt til bords. 

SM og jeg sidder ved siden af hinanden, min bror og K overfor også min mor for enden. Da vi sætter os er solen ved at gå ned, sådan vi bliver blindet af den. Jeg beder derfor min kære broder om at rulle gardinet ned..
- En ting jeg aldrig skulle ha' gjort!

Min bror opdager nemlig ikke at der står levende lys i vinduet. Ihvertfald ikke før min mor står med stegepanden i hånden mens hun deler bøffer ud og råber: "Martin, det brænder!"
Herefter går det stærkt! Jeg får den fede idé at hente vand, men der er ikke rigtigt tryg på vandet, så min bror får den mindre fede idé at puste på gardinet..

Midt i det hele får jeg "taget" et mentalt foto, til evigt minde! SM og K der står med hver sin skål vand og forsøger at ramme gardinet, min bror der prøver at rykke det ned, imens min mor står i vild panik og jeg selv råber: "Nu tager vi det lige helt roligt" med den mest paniske stemme nogensinde. Muligvis fordi min ADHD kom på overarbejde.

Min bror får rykket det ned og smidt udenfor og der sker heldigvis ikke mere. Vi får hurtigt kigget på skaderne og rengøring. Dersværre står maden ikke til at redde efter som der ligger mere vand på bordet end i vinduet (hverken SM eller K kommer nogensinde på håndboldlandsholdet).

Vi tager efter den lidt farlige oplevelse på McDonalds, hvor vi alle ender med at hænge ind over bordet af træthed, efter det vilde adrenalin kick. 

Men nu har SM og min familie mødt hinanden og lad os bare sige det ikke var en kedelig aften. Som SM sagde "hold da op en icebreaker". Jeg håber det går lidt mindre dramatisk, når min far skal have æren af at møde hende ;)

Ps. Så tror jeg det er lidt mere seriøst mellem os nu .. Bum!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar