Hvad skal jeg sige ?

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ?

I øjeblikket har jeg besøg af SM, og vi nyder hinanden rigtig meget! (Eller jeg ihvertfald hende) Hun stod ligepludselig på mit arbejde igår, intet mindre end 8 timer før planlagt. Jeg fik det største og vildeste sug i maven da jeg så hende! Wauw hvor kan hun sparke benene væk under mig. 

(Hvis nogle skulle undre sig over hvad der skete med EP .. Så havde vi bare ikke de samme følelser for hinanden og derfor var det bedst at stoppe, mens legen var god!)

Men hende SM der .. Hun har taget mig lidt (meget) med storm og jeg kan godt mærke jeg lige skal vende mig til det. Jeg er en KÆMPE idiot til at vise følelser og når SM viser mig hun vil mig allermest så skubber jeg hende væk. Det er SÅ dumt! For det eneste jeg vil er jo bare at ha' hende .. Sådan for alvor og helt seriøst!

Vi er begge blevet såret og det kan godt mærkes. Vi vil hinanden, men der sidder stadig en masse frygt tilbage fra alle de gamle skeletter i hvert af vores skabe. 

Vi har en sød/dum lille joke kørende, med at det hele ikke må blive seriøst og at vi ikke skal være kærester for så kommer alle problemerne. Men her til morgen, sad vi på trappen efter helt kæreste agtigt at have været til bageren efter rundstykker hånd i hånd. SM kigger på mig siger så "vi må jo indse at vi er på vej imod noget seriøst" - Aldrig har jeg været så følelses forstyrret! Jeg blev så sindsygt glad at jeg kunne hoppe af glæde, men på samme tid blev jeg møg bange.

Med SM kan jeg nemlig være noget, jeg ikke har været længe - Tryg! Hun har testet og taget kampen op med min ADHD som ingen andre har ville. Jeg kan mærke hun gerne vil se alle mine grimme sider, så hun ved hvordan hun skal reagere. Det er stort af hende og jeg er hende evigt taknemmlig! 

Igår var vi nede og handle. Vi møder en af mine veninder og hendes søde mor. Vi snakker lidt og så smides bomben. "Er det din kæreste?" Både SM og jeg griner lidt og heldigvis redder hun mig med et godt svar "Nej, for når det bliver seriøst, så kommer problemerne og dem gider vi ikke".

Og igen igår aftes kom den så, denne gang var det Maria og M der spurgte. Ærligt så ved jeg ikke hvad jeg skal sige for den lille pige inde i mig råber: "JA JA JA JA, ELLER NEJ, MEN DET SKAL HUN BLIVE PÅ ET TIDSPUNKT!!!" men min dumme forsigtige hjerne, som prøver at skubbe hende væk tvinger mig til at sige: "NEJ! DET ER VI SGU GODTNOK IKKE"

Egentlig tror jeg bare jeg er røv forelsket i hende, men er så pisse bange for at blive såret at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre?

Men jeg har nu taget en beslutning om at bare hygge mig og se hvad tiden bringer, for uanset hvad så vil hun altid være det bedste jeg nogensinde har haft. Om det så er 2 minutter, 20 dag, 200 måneder eller 2000 år, ja det kan kun tiden vise!