Endnu en smuk stjerne på himlen ..
Min kære morfar er desværre afgået ved døden. Det skete den 28. Januar, om natten hvor han stille sov ind. Han blev 90 år, så at det nu var blevet hans tid, var vel egentlig okay.
Min morfar var en helt særlig mand. Han elskede at fortælle historier, man vidste bare aldrig om de var sande eller opdigtet, men det var også ligemeget for han kunne male billederne for øjnene af sig som ingen andre kan.
Da mine forældre besluttede at de ville skilles, flyttet min mor og jeg ud til min mormor og morfar. Jeg elskede at bo der. Det bedste ved al den tid vi boede der var når vejret var godt og jeg kunne få lov at plukke blomster i haven med min mormor og plukke jordbær med min morfar.
Min mormor mistede jeg allerede tilbage i 1997, da hun var blot 70 år og selvom jeg kun var fem år husker jeg hende meget tydligt. Hun var en rigtig mormor. Hun havde altid kolde frikadeller i køleskabet (mine favoritter), en knald (en Gajol) i skuffen eller et stykke Merci chokolade liggende, for vi børnebørn skulle aldrig mangle noget og forkælet blev vi helt sikkert. Tydeligt husker jeg hvordan min mormors pandekager smagte - helt igennem fantastisk. De var P-E-R-F-E-K-T stegt, med sprød kant og blød midt.
Den gang jeg mistede min mormor gjorde det rigtig ondt! Sådan virkelig. Jeg havde knyttet mig helt tæt til hende og på små 14 dage nåede hun at være helt alm. mormor, til syg, til dødsyg til død. Det var hårdt, ikke kun for mig, men hele familien.. Begravelsen var virkelig hård og egentlig husker jeg ikke et ord af hvad præsten sagde, for jeg hulkede så højt at jeg tror jeg har overdøvet det.
Det var uretfærdigt at hun skulle dø den gang, og jeg ved min morfar savnede hende hver eneste dag til han selv gik bort. Den kærlighed de to havde til hinanden var så rigtig og så stor at jeg kunne mærke den når vi sad i køkkenet og spist vores (frokost på jysk) mææælmaa.
Gud, hvor bliver det egentlig mærkeligt at jeg nu aldrig skal høre rigtig nordjysk igen. Min morfar snakkede nemlig så jysk at min bror ofte ville have ønsket der var undertekster på, for at undgå den pinlige situation som morfar tit satte ham i ved at snakke lidt ekstra jysk for at forvirre, så min bror nøjes med at svare "jahø" eller "neejø". Det fik vi alle meget sjov ud af!
Og min kære morfars grin, åh hvor ville jeg give meget for at høre/se hans grin igen. Det grin hvor hele hans lille, men stadige runde krop rystede, og hvor der kun kom en lille smule hæs lyd med ud, og hvor hans øjne begyndte at løbe i vand, så han måtte føre sin trykke, gamle, men stadig meget smukke pege finger op til øjet for at tørre tåren væk.
Jeg vil aldrig glemme nogen af dem og heller ikke min bedstemor (som jeg vil fortælle om en anden gang) som også er rejst til himmels før os andre. De var alle tre nogen store personligheder og alle vores minder vil jeg gemme i hjertet. Jeg må indrømme min morfars begravelse var nemmere i og med han var blevet en ældre herre og havde haft en godt og langt liv. OG så er jeg sikker på hans sjæl er blevet fundet af min mormors. Men stadig er al afsted hård. Må min kæreste morfar hvile i fred <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar